Et familiedrama om tre mennesker, i et hus på en helt almindelig villavej. I en tilsyneladende idyl af hjemmelavet keramik, radioavis, racercykel, lørdagsslik, rødvinsmiddage, solsortesang og blomstrede drømmestole. Men noget holdes hemmeligt.
Stillevejen skildrer en families opløsning, set gennem et barns øjne. En historie om kærlighed, tavshed og ubehjælpsomhed.
TEKSTUDDRAG
”Jeg ser ud af skråvinduet fra mit skrivebord. Mor er kommet hjem. Jeg kan høre hende rumstere nede i køkkenet. Engang spiste vi alle tre frokost sammen. Nu smører mor fire madder til mig, selvom jeg ikke er sulten. Mor springer frokosten over i weekenden, hun er på kur, siger hun. Det har hun været i lang tid. Hun har altid været tynd. Og jeg åbner skråvinduet på klem. Underfor er det sommer, men ikke rigtig sommer. »Christian!«, kalder mor, hendes stemme er lys og spinkel. Mor går aldrig op ad trapperne, hun bliver stående nedenunder når hun kalder. Jeg ser ud på vejen. Der er stille på vejen, det er en stillevej. Det blev den efter kommunen lagde fem kampesten for enden af vejen og lukkede af for gennemkørsel. Far og mor sagde til alle de talte med, hvilken lettelse det var pludselig at bo på en stillevej. Nu er det kun muligt at komme igennem hvis man går eller cykler. Jeg cykler ikke så meget, jeg går. »Christian!«, kalder mor kalder igen. Hun prøver at råbe. Hun er ikke god til at råbe, det lyder aldrig overbevisende når mor hæver stemmen. Jeg går ud. »Er du ikke sulten, min skat?«, spørger hun og smiler, for mor smiler altid når hun spørger mig om noget. »Jeg sidder lige med et svært regnestykke«, siger jeg, og mor spørger om hun ikke skal smøre noget frokost til mig, hun spørger om jeg vil have mere end fire stykker, om hun selv må vælge hvad der skal på, eller om jeg kommer ned og ser hvad der er. Og jeg svarer, at hun bare selv kan vælge, for jeg ved at der ikke er andet et vælge i mellem, end det hun lige har købt, for mor køber altid det samme pålæg, for far vil kun have leverpostej, spegepølse, ost og rullepølse på sin madpakke, og nogle gange rester fra aftensmaden dagen før. Og mor køber altid torskerogn og æg til mig, selvom far ikke spiser det, for jeg skal have varieret kost, og fisk og æg er sundt og ernærende, siger mor Jeg føler mig ikke sund og ernæret når jeg prøver at spise frokosten hun har smurt. Jeg tager ikke på, jeg vokser heller ikke. Det er lang tid siden jeg sidst tog på, det er lang tid siden jeg sidst har vokset. Alle de andre fra klassen er større end jeg er, selv pigerne er højere og mere kraftige. Mor har sagt, at det er fordi jeg har et højt stofskifte. Det har jeg arvet fra hende, stofskiftet, for hun har også altid været lille og spinkel. Jeg fejler intet, siger hun, der er ikke noget galt i at jeg har en periode i mit liv hvor jeg ikke vokser så meget, som de andre i klassen, det er meget normalt, ingen mennesker er ens, sådan er det bare, sådan er man indrettet fra naturens side. Og jeg skal ikke være ked af at være den mindste i klassen, en skønne dag skal jeg nok vokse fra det, jeg skal bare vente og se, det hele skal nok gå, har hun sagt. Og jeg tror på hvad mor siger, når hun siger at det nok skal gå. Men jeg er ikke sulten, og der går fem minutter mellem mor har kaldt til hun kalder igen, og siger at maden er smurt, at den står på tallerkenen, at jeg skal komme ned og spise, inden den bliver tør og kedeligt. Det tager mig under fem minutter at finde den gamle cigarkasse frem fra klædeskabet. Den ligger bagerst, bag vintertøjet, skjult af de tykke forede bukser, dem jeg aldrig går med. Jeg fik cigarkassen af morfar inden han døde, han havde lagt gamle mønter i den. Jeg lægger nye mønter i den. Jeg lægger resten af mønterne mor har givet mig til lørdagsslikket i cigarkassen. Den lugter ikke længere af cigar, men af jern og kobber som har ligget i mange år. Jeg ser på uret. Jeg er i god tid. Jeg finder rullen med frostposer. Jeg har en hel rulle frostposer liggende på samme hylle som cigarkassen. Jeg river en pose af og kommer den sammenpressede slikkeklump ned i posen, lukker luften ud, slår en stram knude, river en ny pose af, kommer posen med klumpen ned i den nye frostpose, slår en dobbeltknude og kommer poserne ned i bunden af min skoletaske. Jeg går ned i køkkenet. Vi spiser altid i køkkenet ved det runde spisebord med de fire stole, selvom der står et aflangt spisebord med skydeklapper, med seks stole, med plads til en hel familiefest i spisestuen. Men vores familie er ikke stor nok til en hel fest. Det er kun til jul mor dækker op i spisestuen. Der lægger hun en halv dug på den ene del af spisebordet, den dug mormor har lavet. Og står og pakker stanniol om resterne af maden og stiller det ind i køleskabet. Fra køkkenvinduet kan jeg se hendes cykel stå under halvtaget på carporten. Hun stiller altid sin cykel under halvtaget på carporten, selvom der er plads i skuret. Også om vinteren, selvom sneen godt kan blæse derind og bedække den. »Har du mange lektier for?«, spørger mor, og jeg nikker, og jeg tager et stykke af æggemaden, for jeg starter altid med at spise æggemaden. Jeg tygger og drikker og nikker og synker og kæmper mig igennem tre madder. Jeg er længe om at spise frokost, for jeg skal ikke noget bagefter, kun lave lektier. Jeg har mange lektier for denne weekend. Og jeg kan ikke spise det sidste stykke rugbrød, det kan jeg aldrig. »Lige sidste bid, min skat«, siger mor, da jeg rejser mig. Men jeg kan ikke få den sidste bid ned, for jeg har slet ikke været sulten til at starte med. Jeg tager en kvart bid af det sidste stykke rugbrød. Mor kan ikke lide at smide mad ud, hun ser på tallerkenen og maden, inden hun åbner køkkenlågen hvor affaldsspanden hænger. Og jeg siger til mor at jeg går op på værelset, jeg siger at jeg skal lave lektier.”