En roman om illusion, magt, kontrol og forplantning.
Et par ankommer til en ødegård i Sverige for at have en hyggelig weekend sammen, uden Internet og mobiltelefon. Han plejer at tage alene af sted, for at udleve sin drøm om at skrive. Hun er med for første gang, uden andet end et boligblad og en kuffert med pænt tøj.
De lever med et behov for en konstant søgen efter nye oplevelser og udfordringer. Men noget i dem vil gerne ændre livsmønsteret.
Under ødegårdens stilhed lurer deres trang til at søge løsninger, skabe konflikt, kontrollere og udleve egne ambitioner. For ingen af de to ønsker et stillestående liv, som et fyrretræ, midt i en svensk nåleskov. Nye spørgsmål begynder at melde sig.
UDKOMMER d. 25.4. 2013
TEKSTUDDRAG
Han kommer i tvivl. Det hele ligner hinanden, svingene, træerne, de åbne landskaber mellem skovene.
Han sænker farten.
Så får han øje på de tre sorte skraldespande, der står ud til vejen. Det må være her. Han drejer fra, kører ned ad den stejle skråning, der bliver til en smal skovvej. Hjulsporerne er tilgroede.
Hun sutter på en pastil.
Mellem sæderne ligger bakken med kirsebær, de købte på vejen.
Han sætter bilen i første gear og lader den trække sig selv. Han lytter til lyden af de høje græsstrå, der skraber mod undervognen.
– Der er tre kilometer tilbage, siger han.
Hun ser mod sidespejlet.
Han ser på hendes røde vindjakke med den hvide lynlås, der er lynet helt op. Han ruller vinduet ned og lader armen hænge ud over døren.
Idet skovvejen bliver smallere og træerne står mere tæt, skal han lige til at sige noget.
Så ser han op i bakspejlet.
– Er det stedet? siger hun.
– Synes du ikke det ligner? siger han.
– Både og, siger hun. Den slags huse ligner vel hinanden.
Motoren kører i tomgang.
Et insekt sidder fast mellem ruden og vinduesviskeren.
Han sætter bilen i frigear og lader hænderne hvile på rattet, mens han ser ud gennem forruden.
Gårdspladsen er dækket af græs.
Han kaster et blik på uret i instrumentbrættet.
– Er den allerede blevet så mange, siger han.
Han tager solbrillerne af og pudser glassene i T-shirten. Han ser hen på hende. Sikkerhedsselen sidder spændt hen over hendes bryst. Hendes ansigt er blegt.
Så slukker han motoren, åbner bildøren og stiger ud.
Ahorntræet står midt på gårdspladsen og kaster skygge.
Der er kun lyden af metalklikkene fra motoren der køler og fuglene inde fra skoven.
Han gnider fingrene mod næsen, mærker stedet hvor solbrillerne har gnavet. Han ser op mellem grenene.
Sollyset flimrer mellem bladene.
Han skubber skoene af, lader græsstråene gå op mellem tæerne. Han har næsten glemt hvor godt det føles, så blødt og svalt det er at stå med bare fødder og mærke græsset.
Han smøger buksebenene op og sætter solbrillerne i panden.
– Det er varmere, end de har lovet, siger han.
Han smider sin taske med alle papirerne i over skulderen og tager bakken med kirsebær, inden han går op mod huset.
Vi kan finde liggestolene frem, når vi har pakket ud, siger han.
Hun ser op på ham.
Låsen er enkel og nøglen er skæv. Han skal dreje nøglen to gange rundt, før låsen går op. Døren binder. Han må give den et slag med flad hånd.
Der lyder et knæk fra karmen.
Håndtaget rammer væggen bagved og efterlader et lille hak i træet. Da han undersøger hakket, bemærker han et ansigt i træets struktur.
Inden for hoveddøren hænger sikringsboksen. Tre af sikringerne er skruet ud. Der går et klik gennem huset, da relæet slår til.
Køleskabet begynder at brumme.
Han sætter bakken med kirsebær på køkkenbordet og lægger skuldertasken på spisebordet.
Køkkenet og stuen går ud i ét. Det ser ud som sidst, han var der; det gamle spisebord, slagbænken, det lille sofahjørne, den hvide kakkelovn og skænken ved siden af værelset.
Døren til værelset er lukket.
Han tager i håndtaget. Der er låst.
Lågen til køleskabet står på klem. Han stikker hovedet ind, snuser, drejer knappen op på fire og lukker igen.
Han slår alle tre køkkenvinduer op og sætter krog på. Han bliver stående og nyder udsigten over gårdspladsen; det grønne græs, gyngen i ahorntræet og den nedlagte lade.
Hun bliver siddende i bilen, han kan se hende gennem forruden. Hun ser i retning af skoven, den del af skoven der går langs huset. Der hvor fyrretræerne står tæt.
Han lægger solbrillerne på køkkenbordet. Så spænder han livremmen ind og går tilbage til bilen.
– Virker pillen? siger han.
– Det tror jeg, siger hun.
– Du er ikke svimmel? siger han.
– Jeg har det fint, siger hun.
Han hænger i bildøren, mens han ser på hende. Han smiler til hende, da hun løsner selen.
Hun åbner sin håndtaske og roder rundt i den.
– Kommer du ikke med ind? siger han.
– Lugter der? siger hun.
– Der er vist lige gjort rent, siger han.
– Derfor kan der godt lugte, siger hun.
– Der lugter ikke af noget særligt, siger han.
Han åbner bagagerummet, tager indkøbsposen og køletasken op. Hun åbner bildøren og stikker hovedet ud.
Han mærker efter på siderne af køletasken, inden han bærer den ind.
Hun trækker kufferten hen over græsset med begge hænder om håndtaget. Hun går mod huset og stentrappen med de to høje trin.
Han åbner køletasken og lægger maden op på bordet. Dernæst fordeler han det på de tre hylder; smør, mælk, juice, yoghurt, æg, og bacon på den øverste, rugbrød, pølse, paté og makrel på den midterste, kød på den nederste.
Så tømmer han indkøbsposen fra det lokale supermarked han handlede i, mens hun sad og ventede ude i bilen. Nötköd, ryggbiff, lättmjölk, tagliolini, bearnaise, smör, müsli, vaniljglass, räksallad, lögg, ystadkorv, fullkornsbröd, vetemjöl, lantbrödsmjöl, morötter, äpple.
Hun stønner på den anden side af hoveddøren.
Så bliver der stille.
Han ser i retning af entreen og hoveddøren, der er gledet i.
– Skal jeg hjælpe dig, siger han.
– Jeg klarer den, siger hun.
Kufferten rammer begge stentrin. Det skurrer, da hun trækker bunden hen over dem. Det giver en hul lyd, da kufferten slår ind i dørkarmen og derefter kører over fodpanelerne.
Hun slipper kufferten, da hun er nået ind.
– Vi burde købe en ny, siger han.
– Jeg har været jorden rundt med den kuffert, siger hun.
– Er det ikke mere praktisk med hjul under? siger han.
– På en græsplæne? siger hun.
Det giver et knæk i hendes nakke, da hun lægger hovedet til siden og strækker halsen. Så hanker hun op i kufferten og går forbi ham med begge hænder om håndtaget. Hun går med små skridt og svajet ryg.
Han lukker lågen til køleskabet.
Hun sætter kufferten fra sig midt i rummet. Bunden er våd og fyldt med græsstrå.
Hun lyner vindjakken op.
– Hvor længe er det køleelementerne kan holde sig? siger hun.
– Vist nok otte timer, siger han.
– Jeg havde engang nogen der ikke kunne i mere end to, siger hun.
– Hvor er de henne? siger han.
– Jeg smed dem ud, siger hun.
Hun trækker hårlokken væk fra panden og om bag øret, inden hun strammer hestehalen i nakken.
– Var køletasken stadigvæk kold? siger hun.
– Jeg kom fire elementer i, siger han.
Solen står ind gennem de aflange vinduer fra døren til verandaen og kaster lys på gulvbrædderne, det blomstrede tapet og hendes sorte nederdel.
Blodårerne på hendes hvide ben er tydelige.
Hun glatter nederdelen og ser sig omkring.
– Er der ingen gardiner? siger hun.
– Der er ingen mennesker, siger han.
– Slet ingen? siger hun.
– Den nærmeste gård er elleve kilometer herfra, siger han. Hvis ikke mere.
Hun trækker stolen ud fra det aflange spisebord og sætter sig. Hun ser ned på gulvbrædderne.
– Som barn forestillede jeg mig altid skæve ansigter eller fantasidyr når jeg så knaster i træ, siger hun.
– Det er vist meget normalt, siger han.
Så ser hun op i loftet.
– Der var mange knaster på mit barndomsværelse, siger hun.
Han åbner døren til verandaen og går ud.
Han læner sig op ad det hvide gelænder og ser ud over engen med de afblomstrede mælkebøtter mellem høje græsstrå.
– Der er noget vildt over den eng, siger han. Et enkelt vindpust og luften er fuld af frø.
Hun ser i retningen af skoven, der går op langs siden af huset. Høje træer omslutter hele grunden, engen og baghaven.
Han vender sig mod hende.
– Når jeg ser noget smukt er det som om jeg ikke kan få nok af at se på det, siger han.
Hun ser ned på hans bare tæer.
– Fryser du ikke om fødderne? siger hun.
– Faktisk ikke, siger han.
– Du går ellers aldrig rundt med bare fødder, siger hun.
– Træhuse er mere varme om sommeren end betonlejligheder, siger han.
Han tørrer sveden af nakken og trækker ud i sin gule T-shirt med små hurtige bevægelser.
– Pustede du ikke også på tørrede mælkebøtter da du var barn? siger han.
– Det tror jeg alle børn gør, siger hun.
Hun lukker øjnene og tager sig til hovedet.
Da hun åbner øjnene igen, rækker hun ud efter sin taske. Øverst ligger boligbladet, hun købte på vejen. Hun lægger bladet på bordet og begynder at tømme tasken for indhold, indtil hun finder æsken med lakridspastiller frem. Hun kommer en pastil i munden og ser mod døren til verandaen.
Han vender sig mod hende.
– Jeg har lyst til at kysse dig, siger han.
Hun rækker ham æsken med pastiller.
– Vil du have en? siger hun.
– Ellers tak, siger han.